Post Danmark Rundt 2014 - rytterne passerer.

in Sportsbegivenheder

Post Danmark Rundt 2014 – 3. Etape

Den 8. august klokken cirka 12.40 stod jeg i grøften ved Låsbyvej, lige uden for landsbyen Veng. Nøjagtigt samtidigt gik starten på 3. etape i dette års Post Danmark Rundt lidt længere nede af vejen, så jeg havde lidt travlt: Jeg skulle nemlig sætte mit udstyr op (helst et godt sted med lidt læ og lidt isoleret fra andre tilskuere) og finde det rigtige optageniveau – inden rytterne ville komme stormende forbi få minutter senere.

Lyden af hundredevis af smalle, hårdtpumpede dæk mod asfalten og af gearenes…tja, hvad kalder man den lyd, udvendige cykelgear laver?

Det lykkedes altsammen, men det er aldrig givet på forhånd. Er der mon for meget vind? Regner det ligefrem? For mange mennesker for tæt på? Alle disse faktorer kan forringe eller ødelægge en lydoptagelse. Mikrofoner er nemlig ikke ører. De er faktisk på én gang både bedre og dårligere til det, ører kan: At opfange lyd.

Det er der mange grunde til, og eksempler på, men i dette tilfælde er det en ganske særlig egenskab ved mikrofoner og lydoptagelser der er interessant: Muligheden for at opleve en begivenhed uden visuelle indtryk.

Hvor vil jeg så lige hen med det? Hør lige optagelsen først – fra start til slut – så kommer forklaringen.


(Ingen lyd? Følg: dette link)

Hvad fylder mest i denne optagelse? Rytterne? Selve cykelsporten? Næh. Man skal faktisk ikke være uopmærksom ret længe for fuldstændigt at overhøre den susende lyd af udbryderne og feltet der farer forbi. Især fordi de ikke giver nær så meget lyd fra sig som motorcyklerne, reklamekaravanen og følgebilerne. Jeps – cykelsport oplevet live er i virkeligheden mere indpakning end indhold.

Men her kommer en påstand:
Havde du stået der selv og set showet med dine egne øjne, så ville det være cykelrytterne, du havde bidt mærke i. Bilerne og motorcyklerne; dem ville du have filtreret ud. De er jo overalt; du registrerer dem dårligt nok. Over 100 mand der cykler forbi med 40-50 km/t, det ser man dog alligevel ikke hver dag.

Nu var der jo så ingen billeder – kun lyden. Ingen visuelle indtryk af nogen art. Når øjnene pludselig kan holde fri, er der mere opmærksomhed på de andre sanser – i dette tilfælde høresansen. Så er det sjovt nok ikke længere så nemt at filtrere ting fra; at vælge ikke at høre visse ting.

Uden synet til at distrahere er vi opmærksommme på samtlige lyde og især de kraftige (jeg er i hvert fald). Vi kan pludselig ikke længere afskrive bilerne og motorcyklerne som uinteressante – måske fordi vores underbevidsthed forsøger at afgøre om de er til fare for os. Vi kan høre de kommer nærmere – men kommer de lige imod os eller forbi?

Måske er det en af de dér ur-menneske ting: Kan du ikke se rovdyret, så er det ret vigtigt hvorvidt du kan høre det eller ej. Så registrerer du pludselig lyde, du ikke ænsede før.

Cykelløb oplevet kun med ørerne er – uanset årsagerne – noget andet end at se det. På en lang, lige vejstrækning (som her uden for Veng) kan du se rytterne lang tid før du kan høre dem. Men du kan ikke høre dem før motorcyklerne og bilerne er væk.

Selv havde jeg lidt for travlt med lydteknikken den dag til rigtigt at se rytterne, så jeg må nøjes med lyden. Lyden af hundredevis af smalle, hårdtpumpede dæk mod asfalten og af gearenes…tja, hvad kalder man den lyd, udvendige cykelgear laver? Det mangler vi vist et ord for – som for så mange andre lyde i vores dagligdag.

Teknik:

  • 2 x Primo EM172 omni electret mikrofoner i pseudo-binaural, pseudo dummy-head konfiguration.
  • Sony PCM M10 optager.