in Sportsbegivenheder

Post Danmark Rundt – 2015, 2. Etape

tåning

Det er nogen måneder siden nu, men ligesom sidste år var jeg ude med snøren (mikrofonen) til Post Danmark Rundt.
Denne gang var det 2. Etape fra Ringkøbing til Aarhus, og jeg havde udset mig to forskellige steder på ruten, hvor jeg mente der var en rimelig chance for at få en fornuftig optagelse. Der var dog lige nogle logistiske overvejelser, jeg måtte gøre mig.

For det første agtede jeg ikke at køre hele vejen til Ringkøbing; det skulle altså være i omegnen af Aarhus. Det måtte dog heller ikke være for tæt på større indfaldsveje eller motorveje – jeg ville gerne undgå et auditivt bagtæppe af biltrafik.

For det andet skulle det være muligt at lave første optagelse, pakke sammen og køre til næste sted, uden at blive fanget bag løbskaravanen eller rytterne – eller at komme for sent. De kører jo stærkt – så kunne jeg overhovedet det?
Jeg fandt frem til to punkter, der udemærkede sig ved både at ligge relativt langt fra større veje og byer, og samtidigt kunne nås ad andre veje end dén feltet ville køre.

Optagested 1 – Tåning, ved Ejer Bavnehøj.
Her valgte jeg en plet lige i udkanten af landsbyen – dér hvor rytterne ville komme ind. Jeg ville også gerne have lidt tilskuerlarm med, og på den konto havde jeg heldet med mig. Der var ikke mere end en håndfuld, men man kan tydeligt høre dem:

Optagested 2 – Synnedrupvej, pointspurt.
Denne gang midt på en lidt afsidesliggende landevej, men lige ved punktet for en pointspurt – hvilket betød stor aktivitet i feltet og få, men entusiastiske publikummer. Hvad jeg ikke lige havde regnet med, var en lavtflyvende tv-helikopter, som tvang mig til at skrue en anelse ned for mikrofonforstærkeren (en helikopter larmer ret meget fra 20 meters højde):

Alt i alt 2 gode optagelser og ligeledes spændende situationer. Det er altid sjovt når der sker noget uventet (helikopteren), selvom det kan betyde tekniske udfordringer og overstyrede optagelser. På denne tur havde jeg taget mit M/S stereo setup med, hvilket gav lidt vrøvl i efterbehandlingen. Det kan høres på optagelse 2, hvor der er lidt “forvirring” om hvordan tingene bevæger sig i stereobilledet. Samtlige biler, cykler og andre transportmidler kørte fra venstre mod højre, men dette er lidt uklart når man lytter godt efter. Som om nogle af køretøjerne ombestemmer sig på halvvejen og kører lidt baglæns igen. Det er et fænomen der nogen gange opstår ved M/S optagelser; især hvis man bruger en meget retningsbestemt mikrofon som “Mid”. Jeg brugte en såkaldt shotgun mikrofon den dag (meget retningsbestemt), hvilket nok var årsagen. Havde jeg brugt en anden type (typisk med nyrekarakteristik) eller stået længere væk fra vejen, havde det nok været mindre udtalt. Så ved man dét til næste gang.

Teknik:

  • Sennheiser MKH 60 og MKH 30 i M/S konfiguration.
  • SQN 4S Series II Fieldmixer
  • Sony PCM M10 optager.