Morgenkor af fuglestemmer – Øgaderne i Aarhus, Sommer 2014

Kig ud af vindue i Øgaderne

Lige omkring solopgang en tidlig morgen i Juli 2014, stak jeg optageren ud af mit vindue på 3. sal i Øgaderne i Aarhus. Det var naturligvis for at optage “morgenkoret” af fuglestemmer. På denne tid af døgnet er der nemlig et intenst mylder af fuglestemmer. Her kan man høre blandt andet solsorte og måger, men utvivlsomt også mange andre (jeg er ikke ekspert). Nok snak – her kommer lyden:


(Ingen lyd? Prøv her).

Smukt, ikke? Men nu er vi jo midt i byen, så der høres også en summen af et aircondition-anlæg, plus en smule trafikstøj nu og da. Det hører med til lyden af natur i byen.

Teknik:

  • Sony PCM M10 optager.
in Dyr | 119 Words

Classic Race Aarhus 2014 – OK Mobil 1 Legend Cup

Classic Race Aarhus 2014

Lidt spontant tog jeg ud i Marselisborg skoven en af dagene under Classic Race Aarhus 2014 (husker ikke præcist hvilken) for at sniglytte lidt.
Carl Nielsens Vej var inddraget som en del af banen, og den ligger jo lige op af skoven, så jeg smuttede ned ad den skovsti der løber parallelt med vejen.

Jeg tror jeg var så tæt på som 5 meter fra banen, men på grund af hegn, barrierer og ikke mindst vegetation, kunne jeg nu ikke se en hel masse. Men høre, det kunne jeg, og det er ikke sidste gang jeg tager optageren med til et motorsportsarrangement:


(Ingen lyd? Prøv her).

Et kig på løbsplanen fortalte mig, at det jeg hørte, var biler fra OK Mobil 1 Legend Cup. Igen – svært at se fra min placering, men lyden var der ikke noget galt med. Det er interessant hvordan der tilsyneladende er et spring i lydstyrke fra man først hører bilerne som en fjern summe, og de så pludselig brøler forbi, fra højre mod venstre i lydbilledet. Det skyldes nok en kombination af vind og fysiske forhindringer for lyden. I et par tilfælde kan man iøvrigt høre “backfiring” fra et udstødningsrør i et sving længere fremme.

Der har været en del kritik af Classic Race Aarhus og vel egentlig også hele idéen med at afholde bynære motorløb, men i modsætning til det stadigt voksende antal musikfestivaler (som larmer lige så meget) her i byen, så stopper løbsprogrammet altså ved 18-19 tiden hver dag.

I det hele taget synes jeg at et arrangement som dette er et mindst lige så interessant og validt indspark til det aarhusianske kulturliv, som f.eks North Side festivalen eller Sculpture By The Sea. Personligt ser jeg frem til næste års Classic Race Aarhus.

Teknik:

  • 2 x Primo EM172 omni electret mikrofoner i binaural konfiguration (på mit hovede).
  • Sony PCM M10 optager.