Fiskeauktion i Hanstholm – Sommer 2013

Danske lyde - Hanstholm fiskeauktion

Ferier er jo som bekendt glimrende anledninger til at komme et godt stykke væk hjemmefra og få tanket op, som man siger. Skulle man så tilfældigvis have medbragt noget at optage lyd på, så kan man jo lige så godt tanke dét op også. Lyde er jo også ferieoplevelser.

Jeg havde længe vidst at en sommerferie 2013 ved Hanstholm skulle inkludere en tur til den lokale fiskeauktion, med henblik på at indfange hvad der nu måtte være af lyd dér. Auktionariusser er jo garanter for en ganske særlig auditiv oplevelse og i Hanstholm er auktionen åben for offentligheden – bare man ikke går i vejen eller på anden vis forstyrrer.


(ingen lyd? Klik her.)

Jeg var ikke den eneste “civilist” til stede, men auktionen er også nævnt i de lokale turistbrochurer. Samtlige landkrabber holdt sig i ro og i baggrunden. Man har vel hørt ét og andet om ikke at komme på tværs af en fisker.
Jeg holdt hænderne i lommen under hele besøget – både fordi det var hundekoldt i auktionslokalet (et stort kølehus på Hanstholm havn), men også fordi jeg ikke skulle nyde noget af at købe 20 kasser rødspætter som følge af en uoverlagt håndbevægelse. Der var nu heller ikke de vilde fagter at se hos de professionelle opkøbere i lokalet. Korte verbale tilkendegivelser, sikkert også små tegn (jeg lyttede mere end jeg så) og ellers dæmpede samtaler og en afslappet stemning.
Meget “norden-fjordsk”. Kan anbefales.

Teknik:

  • Sony PCM M10
  • Separate Primo EM172 omni-electreter monteret på min rygsæk</>
  • En vis mængde situationsfornemmelse