Fløjstrup Skov – 2017

Fløjstrup Skov

Lydoptagelser oplevet i isolation er til tider både afslørende… og slørende. Eller forvirrende. Lyder denne del af verden virkelig sådan? Og ja, det gør den. Gode mikrofoner lyver ikke (ret meget) – de fanger stort set stedet og situationen som den er. Men nogen ting lyder alligevel forkert når man kun har lyden – og hverken kan se eller føle det, der blev optaget.

Denne optagelse fra Fløjstrup Skov – syd for Moesgård Museum ved Aarhus – er et godt eksempel på dette, synes jeg:

Sådan lyder skoven når det blæser: som en mur af støj. Kommer man tæt på et træ, kan man nok høre individuelle blade rasle, men i denne optagelse er skovens enkelte elementer svære at fornemme. Måske er det fordi man ikke kan se dem, kæde lydene sammen med bladenes bevægelser og erkende sammenhængen? Måske, fordi man ikke kan føle vinden eller skovbunden? Var det ikke for fuglene, de sporadiske og knapt hørbare gøende hunde, og den tiltagende regn til allersidst, så kunne det godt være svært at placere lyden – ved første gennemlytning.

Efterhånden lærer man dog at skov; træer og buske lyder forskelligt. Nåletræer suser anderledes end løvtræer, som igen lyder meget forskelligt med og uden blade på. Forsommerens bløde bøgeblade lyder nok også anderledes end sensommerens seje, mørkegrønne udgaver. Forskellige mure af støj.

Vind, uden noget at blæse i, siger ingenting.

Teknik:

  • Sennheiser MKH 60 og MKH 30 i M/S konfiguration.
  • SQN 4S Series II Fieldmixer
  • Sony PCM M10 optager.

Kysing Næs – og det natmørke hav

Kysing Næs

Det kan virke underligt at rende rundt på en strand en aften klokken 21.30 i februar. Men vil man høre havet som det er i sig selv, uden biler, hunde, børn og bedsteforældre – så er der ikke andet for. Jeg var på Kysing Næs ved Norsminde, cirka 18 kilometer syd for Aarhus og det var bælgravende mørkt. Ingen måne eller stjerner. Men fint nok; så var der ingen der så mig iført hovedtelefoner og pandelygte ved denne lejlighed. På ovenstående kort befandt jeg mig cirka ved badebroen, der dog var pakket sammen for vinteren.

Lige denne aften var usædvanlig vindstille, og man kunne høre de få biler der var ude, flere kilomter væk. Derudover var det kun havet der gav lyd fra sig. Det følgende er optaget lige i vandkanten:

Sjovt nok var der ikke helt mørkt på selve stranden. Sandet gav en smule genskin fra sig (jeg er dog ikke helt sikker på hvor det reflekterede lys oprindeligt kom fra). Senere viste det sig også svage, flygtige grønne blink i vandkanten – tilsyneladende fra gopler. Bioluminescente gopler i danske farvande? Nogen gange er der uventede visuelle gevinster ved at give sig tid til at lytte.